Driftsplan Gråsten Statsskovdistrikt 2001-2015

6.22 Dybbøl

Skov nr. 213

Kort nr. 6

Areal i alt 198 ha, heraf skovbevokset 1 ha

Beliggenhedskommune:

Sønderborg

bøg

ha

strandeng mv

1 ha

eg

ha

eng, mose, sø

2 ha

alø

1 ha

overdrev, hede

ha

nål

ha

stormfald

ha

andet

194 ha

Generelt

Arealet omfatter økologiske landbrugsarealer på Dybbøl Banke, samt skanser og stier i Dybbølområdet. Dertil kommer en del af gendarmstien langs Vemmingbund, Viemosen samt bakken Avnbjerg nordvest for Viemosen.

Efter nedlæggelsen af fredningsplanudvalget i 1978 overtog Miljøministeriet skanserne, og driften af disse blev overtaget fra Sønderjyllands Amt i 1986. Siden er der blevet tilkøbt arealer, så området i dag udgør i alt 198 ha.

Dybbøl Mølle. Foto Gråsten Statsskovdistrikt
Dybbøl Mølle

Det nuværende landbrugsareal drives økologisk. En del af arealerne henligger som græs uden omlægning.
Der er flere aktører i det historiske område: Dybbøl Mølle, Historiecenter Dybbøl Banke, Skov og Naturstyrelsen samt en del private lodsejere. Et tæt samarbejde mellem aktørerne i området samt kommune og amt er nødvendigt for at få en sammenhæng i formidlingen af området, og dermed give publikum de bedste muligheder for et udbytterigt besøg på Dybbøl.

Landskab og jordbundsforhold

Området ligger på et højdedrag, der rejser sig godt 60 m.o.h. fra Sønderborg Bugt og Vemmingbund. Jordbunden består overvejende af leret muld og enkelte områder med stift, gult ler.
Området ligger i den nordøstlige del af det nationale geologiske interesseområde nr. 112 som udgør et randmorænelandskab med foranliggende smeltevandsdale og issøbassiner. Desuden indgår Dybbøl i det af Sønderjyllands Amt udpegede geologiske interesseområde nr. 3 som omfatter inderlavning med oppressede randbakker.

Arealstatus

Området er fredet ved Overfredningsnævnskendelse fra 1987. Fredningen har til formål at sikre udsigten til vandet, og at hindre bebyggelse eller terrænændringer i området.
Området ligger i regionplanmæssig sammenhæng i et værdifuldt kystlandskab, den kystnære del endvidere i jordbrugsområde med naturinteresser.
På skrænterne mod kysten findes en tæt kratbevoksning, der er udpeget til urørt skov.

Kulturhistorie

På Dybbøl Banke og på Als foregik i 1864 de seneste egentlige krigshandlinger på dansk grund. Kampene mellem den preussiske og den danske hær krævede store tab af menneskeliv. Fællesgrave og mindesten præger landskabet.

Skanserne på Dybbøl er dels resterne af et dansk fæstningsanlæg fra før 1864, og dels resterne af de preussiske skanser der efter krigen blev anlagt som en del af befæstningen af Sønderborg. Det er således primært rester af de preussiske skanser der kan ses i terrænet i dag, men for at markere ildlinien af de danske skanser er der lavet en markering med hvide sten. Kort efter genforeningen i 1920 blev skanserne, efter en landsindsamling, overdraget til den danske stat som folkegave.

Dybbøl Banke var et militærstrategisk velegnet højdedrag, idet der fra banken er en god udsigt over det omkringliggende landskab.

Mange steder i Dybbøl Banke-området ses krigergrave og mindesten over de faldne. I dag hjælper frivillige med til at vedligeholde de mange grave og mindesten.

Slaget på Dybbøl mindes på Dybbøl-dagen d. 18. april.

Arealdrift

Landbrug
Landbrugsarealerne drives økologisk. Der udarbejdes årligt en almindelig markplan, og der lægges vægt på fremavl og markforsøg. De store græsarealer afgræsses med kreaturer tilhørende omegnens økologiske landmænd. Distriktet har en del arbejde med vedlighold af hegn, vandforsyning og opsyn med kreaturerne. Distriktet står selv for renholdelsen af markerne i vækstsæsonen, mens pløjning, såning og høst udbydes til maskinstationer.

Sigtet med den økologiske drift er at størstedelen anvendes til afgræsning. Ca. 90 ha skal anvendes til afgræsning og ca. 40 ha skal drives med planteavl. I tiden indtil 2006 er distriktet bundet af reglerne for økologisk drift, som betyder at min. 50% af arealerne skal være planteavl. På disse arealer lægger distriktet vægt på fremavl og forsøg.

Viemosen bevares som lysåben mose. De øvrige naturarealer i området er omtalt i bilag 5, side 27-28.

Skanser og stier
For at hindre tilgroning, og for at fremhæve konturerne på skanserne, græsses disse med får. Det tilstræbes at alle skanser med tiden bliver græsset på denne måde, da fåregræsning er mest skånsom mod terrænet i skanserne, og da får ikke virker afskrækkende på publikum.
Stisystemet på Dybbøl forbinder skanserne, og har forbindelse til Gendarmstien ved kysten. En vandretur på stierne giver en god oplevelse af Dybbøl-området. Det er nødvendigt at foretage græsslåning på stierne.
I formidlingsplanen (se nedenfor) for de statslige arealer på Dybbøl Banke findes retningslinjer for drift og administration af flere andre forhold i området.

Jagt, vildtpleje og fiskeri

Distriktet driver begrænset jagt i området. Udleje af jagten er ikke hensigtsmæssig på grund af bynærheden og det store publikumsbesøg.

 

Friluftsliv

Dybbøl-området har stor betydning som turistmål og som nærrekreativt område for borgerne i Sønderborg og omegn. Det anslås at området besøges at ca. 100.000 mennesker årligt.

Området er forsynet med et stinet der forbinder de forskellige seværdigheder, og som giver mulighed for fine naturoplevelser. Der er opstillet en informationspavillon som giver et hurtigt overblik over historie og landskab, og der informeres desuden mere detaljeret ved de forskellige skanser. Den endelige plan for skiltningen er ikke fuldt gennemført.

Historie, kulturmiljø og natur på Dybbøl Banke søges formidlet mest hensigsmæssigt, og der er derfor udarbejdet en formidlingsplan for de statslige arealer på Dybbøl. Planen indeholder en række retningslinjer vedrørende forhold som f.eks. landskabspleje, informationstavler, vandretursfoldere og naturvejledning. Mellem de forskellige institutioner i området sker der løbende et samarbejde om disse forhold.

Der er udgivet en vandretursfolder for Dybbøl.

Ved Gendarmstien ligger en primitiv overnatningsplads med borde, bænke og bålsted.