Driftsplan Gråsten Statsskovdistrikt 2001-2015

6.40 Kiskelund Plantage

Skov nr. 406

Kort nr. 11

Areal i alt 64 ha, heraf skovbevokset 46 ha

Beliggenhedskommune:

Bov

bøg

4 ha

strandeng mv

ha

eg

12 ha

eng, mose, sø

3 ha

alø

2 ha

overdrev, hede

4 ha

nål

28 ha

stormfald

9 ha

andet

2 ha

Generelt

Kiskelund Plantage ligger umiddelbart nord for Kruså og Smedeby. Plantagen afgrænses mod øst af Åbenråvej (Rute 170) og motortrafikvej (til motorvejsafkørsel nr. 74). Mod syd er der udkørsel til Tøndervej (Hovedvej 8).

Plantagen har været en homogen nåletræplantage uden større islæt af løvtræ. I nyere tid er en del vedproducerende nåletræ forynget med pyntegrønttræarter, men der er også bragt en del løvtræ ind i plantagen. Ved tilplantningen af tilkøbte landbrugsarealer mod øst er der hovedsagelig anvendt løvtræ.

Landskab og jordbundsforhold

Jordbunden består af en blanding af morænesand og morænegrus. Vandstandsende udfældningslag i jorden har flere steder givet mulighed for dannelsen af småsøer. Men ellers er store dele af plantagen afvandet via et markant grøftesystem. De fleste småsøer er i dag under tilgroning.
I plantagens sydlige del ligger tunneldalen Smedeby Grube, der er en del af Kruså – Nyhus tunneldalsystemet. Midt i plantagen ligger det markante højdedrag Kirkebjerg.
Plantagen ligger i det af Sønderjyllands Amt udpegede geologiske interesseområde nr. 2 Tydelige randmorænestrøg og er i regionplanmæsssig sammenhæng beliggende i jordbrugsområde med naturinteresser og i område med særlig landskabelig værdi.

Kulturhistorie

Der findes ikke mange kulturhistoriske spor i plantagen. Der er muligvis gamle kørespor, som en del af det meget brede "Oksevejssystem". Desuden findes rester af luftværnskanonstillinger fra 2. Verdenskrig.

Skovdrift

Orkanen den 3. december 1999 gav store skader på nåletræsbevoksningerne i plantagen. Langt de fleste bevoksninger er brudt op, og skal afvikles over en kortere årrække.
Plantagen var allerede inden orkanen ustabil, og havde adskillige mellemaldrende bevoksninger i opløsning. Efter orkanen er opløsningen i bevoksningerne blevet endnu tydeligere. Sammenholdt med de uheldige hugstfølgeforhold og de mange blødbundsarealer betyder det, at plantagen drives som en aldersmæssigt stærkt varieret skov med holme af forskellige træarter.
I fremtiden vil vedproduktion fortsat være prioriteret. Pyntegrøntproduktionen udfases derimod langsomt. Der vil ske et skifte fra rene rødgran- og sitkagranbevoksninger til bevoksninger, hvor birk, skovfyr og eg vil findes i blanding med større eller mindre grupper af sitkagran, rødgran og douglas. I det nye, østlige skovområde vil eg, fuglekirsebær og bøg i mange år være dominerende.

Den detaljerede kulturplan fremgår af bilag 9. I alt kultiveres 27 ha i løbet af perioden, dels stormfaldsarealer, dels nåletræbevoksninger, som ikke formodes at kunne holde perioden ud.

Drift af naturområder

I området langs Smedeby Grube begrunder de specielle geologiske og landskabelige forhold en særlig pleje og drift. For Smedeby Grube er der igangsat et langsigtet projekt, hvor der arbejdes frem mod en total eller næsten total rydning af gruben for bevoksning. Samtidig skal der etableres løvtræbevoksninger langs med gruben, hvor denne flader ud på de ovenfor liggende arealer. Det ryddede areal vedligeholdes ved afgræsning med kvæg.

De nyetablerede småvandhuller vil fortsat skulle plejes med oprensninger, hvorimod de oprindelige søer, der er under tilgroning, lades urørte. Der skal dog fortsat sikres en hensigtsmæssig vandstand i området.

I det nordvestlige hjørne vil der ske en langsom ekstensivering af skovdriften, idet der lægges mere vægt på bevarelse af de mange vådområder. På denne måde vil driften tilnærme sig det udenfor liggende skovområde, der er udlagt som urørt skov.

Beskrivelse af plantagens naturområder findes i bilag 5, side 54-55.

Jagt, vildtpleje og fiskeri

Jagten har tidligere været udlejet, men efter etablering af en motortrafikvej (med vildthegn) mod nord og øst, campinghegn mod syd og elektriske kreaturhegn langs de øvrige omgivende græsarealer, har vildtbestanden ikke kunnet levere dyr til afskydning. Jagtudleje er derfor ophørt. Distriktet driver i dag kun begrænset jagt i området.
Der foretages ingen form for vildtpleje.
Tilløbet til bækken i Smedeby Grube er stort set rørlagt helt ned til Åbenråvej, hvorfor der ikke drives fiskeri.

Friluftsliv

I skovens sydøstlige del, op til Kirkebjerg, er publikumspresset stort, dels fra lokalbyerne Kruså og Smedeby, men også fra den tilgrænsende campingplads. De mest benyttede arealer er området omkring Smedeby Grube samt hundeskoven.

Hundeskoven udvides til at omfatte hele det nye, østlige skovområde. I den øvrige del er der mere moderate aktiviteter der knytter sig til den afmærkede vandrerute og til den primitive overnatningsplads. Endelig er der en del ridning.

Der er i samarbejde med Bov Kommune og Plantningsselskabet Sønderjylland lavet et fælles stisystem med turfolder for hele området. Stisystemet er meget benyttet. Området besøges desuden af børnehaver m.v..

Der er etableret en primitiv overnatningsplads midt i plantagen, samt en bålplads ved Kirkebjerg.
Der rides meget i plantagen, og afmærkningen af en ridesti er under overvejelse.

Konsekvenser

Løvtræandelen stiger fra 39% i 2001 til 65% i 2015. Indenfor nåletræ sker et skift i retning af øget anvendelse af skovfyr på bekostning af rødgran.